Udflugt til Mindo Cloud Forest

Cloud Forest og kolibrier

Vi bestiller en tur gennem Viator.com til Mindo Cloud Forest, som ligger ca. to timers kørsel nordvest for Quito. Vi har bestilt en privat tur, da vi godt selv vil bestemme, hvor meget vi vil gå rundt i skoven, og vi bliver hentet herhjemme om morgenen kl. 8.00 af Carlos, som har levet af at være guide de sidste 20 år. Turen står til at slutte kl. 16.00, men da vi har bord på Marcando kl. 19.00, siger vi for en sikkerheds skyld, at vi skal være hjemme kl. 18.00. Det viser sig at være en meget god ide, da vi ender med først at være hjemme kl. 17.50.

Den tur, vi har bestilt, inkluderer et besøg i en have med kolibrier, en gåtur gennem skoven for at se et vandfald i nationalparken Mindo Cloud Forest, og derefter kan vi vælge mellem forskellige ting, og vi vælger et besøg hos en chokoladeproducent.

En cloud forest kaldes på dansk for en tågeskov og er et skovbælte i den øvre del af de tropiske bjergregnskove, hvilket vil sige, at forskellen på en regnskov og en tågeskov er defineret af højden. Tågeskove har stadig en meget høj fugtighed, men med en lavere temperatur end regnskove.