Colombia og Medellín

Colombia ligger i den nordvestlige del af Sydamerika og grænser op til Panama, Venezuela, Brasilien, Peru og Ecuador. Der bor ca. 50 mio. mennesker, landet er delt op i 32 provinser, og hovedstaden hedder Bogotá. Landet er kendt for sin store kaffeproduktion, men nok desværre også for sin produktion af kokain. De eneste steder i verden, hvor kokaplanten gror naturligt, er i Andesbjergene i Colombia, Ecuador og Bolivia.

Medellín i provinsen Antioquia er Colombias næststørste by med ca. 2,4 mio. indbyggere, og den ligger i en dal i Andesbjergene, 1.495 meter over havets overflade, hvilket er nogenlunde samme højde som Oaxaca. Klimaet er behageligt, og da vi er tæt på ækvator, er temperaturen stort set den samme hele året rundt. Medellín kaldes byen med det evige forår, og temperaturen ligger nogenlunde konstant på 26-28 grader om dag og 15-16 grader om natten, så det er perfekt. Der er enkelte dage, hvor det regner rimelig meget, og når det tordner, kan det være meget kraftigt, men ellers kommer der mest en ordentlig skylle, som hurtigt er overstået.

Byen er meget langstrakt, da den som sagt ligger i en dal, og der er samtidig en del bebyggelse på bjergsiderne – der er en naturlig begrænsning for, hvor meget den kan vokse på grund af bjergene. Medellín er delt op i 16 comunas, som igen er delt op i en række barrios. Alle veje har numre, hvor carreras går fra nord til syd og calles fra øst til vest, hvor vi som noget helt specielt bor på gaden Transversal 5d. Hvis man løber tør for gadenumre, sætter man bare bogstaver bagefter.

Du kan på vores Google Maps se mange af de steder, restauranter og cafeer, vi besøgte i Medellín: Medellín