Sky Tower

Tirsdag formiddag efter morgenmaden tager vi op i Aucklands vartegn, Sky Tower, som stod færdigt i 1997, er 328 meter højt og er konstrueret til at kunne modstå et jordskælv med en styrke på 8,0 på Richterskalaen inden for en afstand på 20 km. Det er muligt at hoppe i bungy jump fra tårnet, og man kan også gå en tur udenfor rundt om tårnet, mens man er bundet fast med en line. Vi nøjes nu med at nyde udsigten, som er ganske flot, selvom vejret desværre ikke er det bedste. Inden vi tager ned igen, sætter vi os i Sky Bar, hvor vi får en rigtig fin kage og et glas kold hvidvin. På vejen ud besøger vi deres souvenirbutik, men finder nu ikke noget, vi har lyst til at købe.