Ba Na Hills
Om torsdagen den 15. maj har vi gennem Viator.com tilmeldt os en tur til Ba Na Hills, og vi bliver som de første hentet af guiden “Mr Bean” på vores hotel kl. 7.30. Vi henter de øvrige deltagere på en tur gennem byen, og det går rimelig smertefrit, så vi er fremme ved dagens første stop en time senere. Vi besøger et sted, hvor de hugger imponerende store figurer ud i marmor, og de har også en større butik, men vi køber nu ikke noget med hjem.
Ba Na Hills ligger på toppen af to bjerge vest for byen Da Nang og er nok mest kendt for Da Nang Golden Bridge. Det viser sig nu at være den mindste del af dette område, som er en helt lille by med hoteller, restauranter og forlystelser. Inden vi kommer så langt, skal vi dog op ad rigtig mange rulletrapper nede fra parkeringspladsen til Ba Na Hills’ svævebane, der har verdensrekorden for længste non-stop enkeltsporede svævebane med en længde på 5.801 meter. Turen tager 20 minutter og er heldigvis noget mere behagelig, end vi havde forestillet os.
Efter at have nået toppen af det ene bjerg tager vi endnu en svævebane for at besøge Da Nang Golden Bridge, der bliver holdt oppe af to store hænder. Det er desværre ret tåget, men det er nu alligevel et lidt specielt syn, og vi får heldigvis taget et par billeder og når i nogenlunde læ under en parasol, inden regnen pludselig styrter ned. Der står vi så i en halv time, og guiden skriver til os, at vi ikke skal mødes som aftalt, men at vi nu har godt tre timer på egen hånd. Det passer os fint.
Da det næsten er tørvejr igen, tager vi svævebanen tilbage til det første bjerg, hvor vi starter med at drikke en kop kaffe. Vi går derefter rundt i den anlagte lille by “French Village”, som selvfølgelig er meget turistet, men det er faktisk både sjovt og hyggeligt, da man føler, at man er i en lille fransk landsby, og det kan vi jo godt lide.
Vi har fået en frokostkupon til Four Seasons Buffet Restaurant, som nok er en af de største restauranter, vi nogensinde har besøgt; maden er ganske udmærket, selvom det ikke er det hele, man har lyst til. Derefter går vi lidt mere rundt, inden vi besøger bryggeriet Bana Brew House, som vi har fået rabatkuponer til. Det er et imponerende stort lokale, men vi bliver der nu ikke så længe. Vi kan ikke selv vælge, hvilken øl vi vil have, øllen er ikke ret god, og da et tyrolerband kommer på scenen med alt for høj musik, bliver det for meget, især for Jens Peter.
Vi mødes derefter med guiden og resten af gruppen på torvet kl. 15 og har en dejlig tur i strålende solskin ned til bussen, hvorefter vi kører tilbage til Hoi An. Vi synes, vi har haft en rigtig hyggelig dag med en god guide, selvom vi ikke så så meget til ham.