Chile og Castro
Chile er klemt inde mellem Andesbjergene i øst og Stillehavet i vest og grænser op til Peru i nord, Bolivia i nordøst, Argentina i øst og Drakestrædet i syd. Påskeøen, som ligger i Stillehavet, 3.600 km fra kysten, er også en del af Chile. Chile strækker sig 4.300 km fra nord til syd og er i gennemsnit 177 km bredt med Stillehavet og Andesbjergene som de naturlige grænser. Der er en befolkning på ca. 19 mio., hvoraf de 6,2 mio. bor i hovedstaden Santiago.
Den tørre Atacamaørken i Nordchile indeholder store mineralforekomster, specielt kobber og lithium. Den centrale del af landet udgør et relativt lille område, men det er her, størstedelen af befolkningen bor, og her hovedstaden Santiago ligger. Dette område er landets kulturelle og politiske centrum, og det er også i denne del af Chile, at de fleste fødevarer dyrkes, herunder vin. Sydchile er rigt på skovområder og græsmarker, men består også af en række vulkaner og søer. Den chilenske sydkyst, kaldet Los Lagos, består af en række fjorde, småøer, kanaler og halvøer, og her finder man øen Chiloé med byen Castro, hvor vi skal bo i syv uger.
Isla de Chiloé, også kendt som Isla Grande de Chiloé, er den største ø i Chiloé-øgruppen og Chiles andenstørste ø. Den sydvestlige halvdel af øen består af skove og sumpe, og bjerge på øen danner et bælte, der løber fra det nordvestlige til det sydøstlige hjørne. Landskabet i de nordøstlige dele af Chiloé er domineret af bakker med græsgange, skove og dyrkede marker, og mens de vestlige kyster er stenede og forholdsvis lige, indeholder de østlige og nordlige kyster mange vige, bugter og halvøer, og det er her, byerne ligger.
Castro med ca. 42.000 indbyggere er hovedbyen på øen Chiloé, og den ligger på den østlige kyst i den centrale del af øen. Byen blev grundlagt i 1567 og er Chiles tredjeældste by. Mange bygninger, herunder banegården, rådhuset og mange af de karakteristiske huse på pæle, blev ødelagt eller beskadiget af jordskælvet og tsunamien i 1960; på det tidspunkt havde byen kun 7.000 indbyggere, så der er sket en del siden da.
Området har et fugtigt, køligt tempereret klima, og i den periode, vi bor her, går vi ind i efteråret. Det er tydeligt at mærke, at her bliver køligere, og de sidste par uger har vi flere dage med regn fra morgen til aften. Det regner ind i huset, og kloakkerne oppe i byen har svært ved at følge med, så vejene er flere steder mere eller mindre oversvømmet, så det er et godt tidspunkt at rejse fra byen.
På Google Maps kan du finde mange af de attraktioner, butikker og restauranter, vi besøgte under vores besøg i Castro.