Vores lejlighed og vores dagligdag

Vi har lejet en lille lejlighed gennem Airbnb, som ligger i hotellet The World Indaiatuba på adressen Rua Pedro de Toledo 1218, Apto 54; det er i området Jardim Dom Bosco i den nordlige ende af centrum. Lejligheden ligger på 5. sal, og man går direkte ind i stuen, hvor der er en lille sofa til højre og et lille spisebord til venstre, og der er også en lille altan. Til højre for indgangsdøren er der et lille tekøkken med en enkelt kogeplade og en elkoger, men det er helt fint, da vi jo kun er her i 14 dage og ikke har brug for at lave mad. Drejer man til venstre, når man kommer ind, er der en gang med indgang til soveværelset til højre og badeværelset nede for enden. Vask og et stort bord er placeret uden for badeværelset. Vi får at vide, at der vil blive gjort rent og tømt skraldespand dagligt, men bortset fra de første par dage sker der nu ikke så meget på den front. Det er i det hele taget et lidt pudsigt sted, synes vi. Da vi henvender os i receptionen, dagen før vi skal rejse, og spørger, om de kan hjælpe med print af papirer, siger de nej, og de kan heller ikke henvise til et andet sted, som kan hjælpe. Beliggenheden er imidlertid perfekt, så vi er glade for, at vi valgte dette sted.

Vi er her jo først og fremmest for at besøge familien, så det har førsteprioritet, men Niels skal også arbejde, og Cecilie går i skole, så vi har også en del tid på egen hånd i byen. Der er ikke de store seværdigheder, men vi kan rigtig godt lide byen, og det er dejligt, at man kan gå rundt alle steder uden at tænke så meget over sikkerheden. Det var ikke tilfældet, sidst vi besøgte Brasilien. De få ting, vi har brug for, køber vi i Carrefour, som ligger tæt på, og Hanne får købt tre nederdele og en bluse i indkøbscenteret Shopping Jaraguá. Generelt er butikkerne i Indaiatuba noget pænere, end hvad vi ellers har set i Sydamerika, og vi finder også mange gode og hyggelige restauranter, caféer og barer. Vi finder også et vaskeri, hvor vi får vasket tøj en enkelt gang. Det ender med, at vi kommer til at kende centrum bedre, end Niels og Cilene gør, og vi kunne sagtens være blevet noget længere.