Vores hotel
Vi bor på det trestjernede hotel Puri Saraswati Dijiwa i den nordvestlige del af Ubuds centrum på hovedvejen Jalan Raya Ubud, der går gennem byen fra øst til vest. Vi bor på et rigtig godt værelse, som hedder Yudistira, idet man her bruger navne og ikke værelsesnumre. Vi bor i stueplan, og værelset har en lille terrasse ude foran, den flotteste indgangsdør og endnu en lille terrasse, som vender ud mod Ubud Water Palace, så vi hver aften kan se og især høre danseshowet hos naboen. Det er meget sjovt, men det er også godt, at showet kun varer godt en time, da musikken er meget høj og hurtigt bliver meget ensformig. Selve værelset består af et værelse med dobbeltseng, men uden garderobeskab, og et meget stort badeværelse. Badeværelset er rigtig flot, men desværre ikke så praktisk, da her kun er et badekar med en bruser, der ikke kan sættes op på væggen, så der kommer hurtigt vand ud over det hele. Vi har i øvrigt problemer med det varme vand et par morgener, så vi bliver tilbudt en gratis middag på restauranten som kompensation, hvilket vi dog ikke benytter os af.
Restauranten ligger lige ved siden af vores værelse, og vi får hver dag en ganske udmærket morgenmad med kaffe/te, juice, frisk frugt, æg, bacon og brød. Restaurantens terrasse ligger ud til Ubud Walter Palace, så man kan næsten ikke ønske sig en bedre udsigt, mens man sidder og spiser. Vi spiser også aftensmad her to gange, men det er nu ikke specielt godt.
Vi er glade for vores uge her, da vi virkelig får en god service, fra det øjeblik vi kommer. Restauranten er rigtig god som morgenmadsrestaurant, det fungerer fint med transport til og fra lufthavnen, værelset er rigtig pænt, og vi får hver dag leveret tre kander med drikkevand. Vi får også vasket tøj til en meget rimelig pris. De er ved at restaurere en del af hotellet, hvilket betyder, at indgangspartiet er ret rodet med køretøjer, der spærrer vejen, men de er jo heldigvis søde til at hjælpe med at bære vores kufferter. Trinene op til området med værelser er usædvanligt høje, så vi foretrækker turen ind gennem restauranten, men det virker til, at meget høje trin er kendetegnende for Ubud, for vi møder dem alle steder.