Daglige indkøb

Vi handler for det meste ind i supermarkedet Super Duper et par gange om ugen. Det ligger to gader i nordlig retning fra vores lejlighed, og det er oftest ting som morgenmad, kaffe, snacks, toiletpapir og vand, vi køber, og nogle enkelte gange køber vi også en flaske rødvin. Vi havde håbet på, at vi kunne lave mad hjemme flere gange om ugen, men dels er udvalget af kød virkelig dårligt, dels er priserne noget højere, end vi havde regnet med; det bliver dog til spaghetti med kødsovs nogle gange. Vi tjekker flere andre supermarkeder ud, men de fleste er ret små med et lille udvalg af varer. Vi handler en enkelt gang i supermarkedet Thai Huot Market og en enkelt gang i supermarkedet i AEON Mall, men de ligger begge ret langt væk.

I gaden lige bag vores lejlighed finder vi allerede den første dag delikatessebutikken Chez Rami, og her handler vi en del. De har gode franske patéer og terrine, en god pølse og flere gode oste, og de har også et pænt udvalg af vin, men vinen er nu noget dyrere end i Super Duper. Medarbejderne i butikken er utrolig søde, og det ender altid med, at der er to til tre personer, der ekspederer os på en gang. Man skal dog have god tid, da de bruger virkelig lang tid på at skære ost ud; vi har på fornemmelsen, at der ikke kommer mange kunder.

Vi køber brød hos bageren Eric Kayser tæt på vores lejlighed. I starten spiser Hanne ristet brød til morgenmad, men efter et par uger får Super Duper Wasa knækbrød hjem, og så går hun over til det. Vi køber altid flute her, når vi skal hygge os med lækkerierne fra Chez Rami.