Ankomst og vores hotel

Vi ankommer til Panama City med fly fra Medellín onsdag den 27. oktober 2021 sidst på eftermiddagen. Vi kommer hurtigt gennem immigrationen og får også hurtigt vores kufferter, hvorefter vi går ud og tager en taxa. Vi har valgt at bo på hotel, da vi kun skal være her i 14 dage, eftersom det er vores indtryk, at der ikke er så meget at se i byen. Vi valgte primært Panama City, da det er den nemmeste måde at komme videre fra Medellín, og da vi begge gerne vil se Panamakanalen.

Vi tjekker ind på hotellet TRYP by Wyndham Panama Centro, som ligger i bydelen El Cangrejo. Vi får en både hurtig og venlig ekspedition, og værelset er pænt stort med et skrivebord og en lænestol, men ellers er det ikke specielt spændende. Vi bor dog på 8. sal, så vi har en flot udsigt over byen. Grundet COVID-19 er der ikke rengøring hver dag, så man skal selv bede om det, når man vil have skiftet sengetøj og håndklæder og have gjort rent. Det er o.k., men det undrer os lidt, at man altid kun får en rulle toiletpapir.

Hotellet lever ikke helt op til forventningerne, da de reklamerer med både bar og restaurant, og det viser sig, at morgenmadslokale, bar og restaurant er det samme og er en del af lobbyen. De reklamerer også med vaskeservice, men det viser sig, at man selv skal gå ind på vaskeriet ved siden af, hvilket så i øvrigt fungerer udmærket. Morgenmaden er kedelig, men er inkluderet i prisen, så den tager vi med.

Vi får i hele perioden en fin service, og efter de første par dage, hvor vi lige skal have styr på området, finder vi ud af, at beliggenheden er en af de bedre i byen, så når alt kommer til alt, er vi godt tilfredse.