Søerne
Hồ Tây (West Lake) er Hanois største sø, og i det sydøstligste hjørne, som ligger tæt på vores lejlighed, går der en vej fra den ene bred til den anden, hvorved der er blevet dannet en lille sø, der hedder Hồ Trúc Bạch (Hồ betyder sø). I denne lille sø, hvor mange sejler rundt på vandcykler af form som en svane, ligger en lille ø med mange caféer og restauranter, og det er et af de roligste steder i Hanoi. Om dagen er det utrolig hyggeligt at sidde på en af caféerne med udsigt til søen, og især fredag og lørdag aften er der mange, der sidder ude og spiser på en af restauranterne, da flere af gaderne er lukket for trafik disse aftener. Vi besøger flere af caféerne samt burgerbaren GoodTime Burger, Pizzeriaet Pizza Bella og baren Standing Bar flere gange. De sidste par uger i byen er det knap så hyggeligt at gå langs kanalen på den østlige side af øen, da vandet lugter virkelig dårligt. Vi ved ikke, om det skyldes, at det har regnet en del.
Når vi siger, at vi går tur rundt om søen, er det den lille sø Trúc Bạch, som både er køn i solskin og i lidt mere diset vejr. På vejen, der adskiller de to søer, kan man besøge to templer, der ligger i hver sin sø. Đền Thủy Trung Tiên er meget lille, men Tran Quoc Pagoda, der ligger i den store sø, er noget større, og her er flere flotte bygninger.
En enkelt gang går vi en noget længere tur, idet vi går nordpå langs den østlige del af den store sø. Vi kommer gennem nogle hyggelige gader, men turen er nu ikke så smuk, som vi havde forestillet os, da man ikke kan gå langs vandet. Vi spiser frokost på 7 Bridges Brewing Company, finder et godt supermarked og slutter af med at gå ud på en lille halvø i den nordlige del af søen, hvor vi får en øl på Turtle Lake Brewing Company, inden vi tager en Grab hjem.