Markederne og gadehandlerne
Der er flere både små og store markeder i Hanoi, men det, vi oftest kommer forbi eller går igennem på vej ind til det gamle kvarter, er det kendte marked Dong Xuan. Det består af en stor markedshal, hvor vi er inde et par gange, men der sker lige så meget i området bag hallen, hvor der er rigtig mange små stande med fortrinsvis frugt, grønt og blomster. Her kan det godt føles ret kaotisk, da her samtidig er en heftig trafik, og der bliver ikke taget hensyn til de gående, når en kunde på scooter pludselig bremser op for at købe noget i farten.
Der er mange smalle gader, hvor der er små stande eller bare et enkelt campingbord, hvorfra der sælges kød, grøntsager og frugt, og vi undrer os især over kødet, der ikke på nogen måder er på køl. Der er ikke rigtig tale om butikker, da det ser ud til, at det er familiens hjem, hvor man så bare har sat et bord ud på gaden. Andre steder sælges der tilberedt mad som forårsruller og fjerkræ, men vi køber nu aldrig noget, da vi tvivler lidt på hygiejnen. Vi bliver anbefalet et sted, hvor de sælger små donutkugler, der skulle være de bedste i Hanoi, så dem prøver vi en dag. Vi må efter en enkelt bid smide resten væk, da de er alt for fedtfyldte og bare ikke smager ret godt.
Ud over små butikker og markeder er der også en del gadehandlere i Hanoi, og det er primært kvinder. De sælger meget ofte frugt, men også tilberedt mad, donutkugler, sko, tøj og souvenirs. De har enten varelageret på deres cykel, som de trækker rundt i gaderne, eller i to kurve, der hænger på en bambusstang, som de bærer på skuldrene; den sidste løsning ser indimellem ud til at være meget hård for skuldrene og ryggen. Mange af disse kvinder bærer ofte den typiske vietnamesiske hat, der hedder en non la og er lavet af bambus.