Wat Phnom Daun Penh

Wat Phnom Daun Penh er et tempel, der ligger i den nordlige ende af centrum, og vi vælger at tage en tuk-tuk derud.

Templet ligger på Phnom Penhs eneste bakke, som er 46 meter høj, og stedet er et symbol på byens navn. Ifølge sagnet fandt kvinden Penh i 1372 fire Buddha-figurer og en Vishnu-figur i et træ, der flød forbi, da hun badede i floden. Hun fik opført en kunstig bakke (phnom), hvor hun begravede disse figurer, og hun byggede derefter et tempel på toppen.

Vi går en tur op ad trapperne, besøger templet og går lidt rundt i området, inden vi tager en sti ned til en lille café, hvor vi får noget koldt at drikke. Her er egentlig ikke så meget at se, men her er meget hyggeligt, og det er et historisk sted, som man næsten skal besøge, nu man er i Phnom Penh.