Nationalmuseet

Nationalmuseet ligger inde i centrum tæt på Kongepaladset og ikke langt fra floden. Det er Cambodias største museum for kulturhistorie, så vi beslutter os for et besøg en mandag eftermiddag. Selve bygningen er meget flot, og museet huser en af verdens største samlinger af khmerkunst, herunder skulpturer og keramik. Her er mange flotte ting, men det bliver nu også hurtigt lidt ensformigt, så vi bruger ikke så meget tid; her er også besøg af flere skoleklasser, som fylder meget, men de er nu meget søde.

Vi slutter besøget af med en tur i souvenirbutikken, som har nogle flotte figurer, men de er alt for dyre, så vi går hurtigt hen i museets café for at få noget koldt at drikke.