Vallée de Papenoo

Vi vil gerne besøge midten af øen og kontakter derfor firmaet Le Rocher de Tahiti 4x4 Safaris, der har en heldagstur, som lyder interessant. Vi er ikke interesseret i en privat tur, da det er alt for dyrt, så vi aftaler, at de kontakter os, når de har tilmeldinger nok til at gennemføre en tur – det har de torsdag den 14. september. De vil hente os kl. 7.30 ved lejligheden, men de har noget svært ved at finde ud af, hvor vi bor, så der går 40 minutter, før vores chauffør og guide Denis dukker op. Der er tre andre deltagere, som kommer fra Frankrig; de sidder på ladet, og vi får lov at sidde inde i bilen. Da vi ikke har betalt, starter vi med at køre ud til deres kontor, men der er ikke nogen, så vi må køre igen, og turen kan begynde; desværre i regnvejr.

Tahiti, der er 45 km på det bredeste sted, har kun én vej, som går hele vejen gennem øen, og vi kører nordom for at finde vejen ind gennem dalen Papenoo. På vejen holder vi ind ved et supermarked for at købe ind til frokost. Vores guide er ikke så god til at forklare, hvad der skal ske, så vi ender med at købe det samme som ham; et flute med skinke og en sodavand hver.

Vejen, vi kører ind på, er meget hullet, og da det regner meget, er der også en del vand, så vi er glade for, at vi kører i en firehjulstrækker, og vi er glade for, at vi sidder inde i bilen. Vi holder ind flere steder for at beundre den smukke dal Papenoo og ikke mindst de mange vandfald, som vi kan takke regnen for. Denis fortæller undervejs om de forskellige træer og demonstrerer også, hvordan man i sin tid kommunikerede med hinanden ved at slå på stammen af et specielt træ, hvilket giver en utrolig høj lyd og ikke mindst et imponerende ekko. Vi får også en demonstration af, hvor meget lyd der kan komme ud af en konkylie.

Vi gør holdt ved et sted, der hedder Pona roa, for at spise frokost. Guiden dækker op på bordet med nogle blade, som han har plukket undervejs, og vi spiser vores medbragte mad. Desværre regner det en del, der er masser af myg, og det meste af samtalen foregår på fransk, så det er ikke så hyggeligt, som det kunne have været. Der er en del firehjulstrækkere med turister, som holder ind samme sted for at spise frokost, og nogle få bader i floden, men vi kører videre, så snart vi har spist.

Vi holder ind ved et par udsigtspunkter, kører igennem Maroto-tunnellen og har dagens sidste stop ved en smuk sø, hvor Denis underholder ved at spille på ukulele og på næsefløjte. Kort tid efter kommer vi ud til kysten på den anden side af øen og kører tilbage til Papeete. Franskmændene bliver sat af først, og vi får Denis til at køre om til supermarkedet Champion bag ved lejligheden, hvor vi kan hæve nogle penge i en automat, så vi slipper for at køre ud til kontoret igen.

Vi er enige om, at vi har haft en god dag trods regnen. Denis er ikke den bedste guide, vi har haft, da vi godt kunne have tænkt os at lære lidt mere om Tahiti, men vi så nogle smukke steder, som vi ikke kunne have oplevet på egen hånd, og regnen gjorde, at vi så en masse vandfald. De lavthængende skyer sørgede også for en helt speciel stemning.