Ankomst

Vi ankommer til Chongqing med skibet Victoria Jenna mandag morgen den 31. august 2026 efter fire dages cruise på Yangtze-floden. Skibet lægger til ved Chaotianmen Dock, hvorfra der er rigtig mange trapper op til gadeplan. Heldigvis tilbyder skibet at transportere en kuffert op pr. mand, og vi vælger selv at betale i alt 60 yuan (55 kr.) for de sidste to kufferter. En ældre mand bærer alle kufferter op på én gang på en bambusstang over skuldrene, ca. 70 kg, og vi er helt nervøse for ham på et tidspunkt, for han har det hårdt. Da vi er oppe, giver vi ham 100 yuan, og han ser meget glad ud.

Vi bestiller derefter en DiDi, som kører os op til hotellet. Vi har tastet adressen ind, men da vi står ud af taxaen, kan vi se flere skilte med hotelnavne, men ikke et med Hill Hotel. Vi går et stykke ned ad gågaden, men finder ikke noget hotel, så vi går tilbage til, hvor vi blev sat af, og går ind i receptionen ved et af de andre hoteller. Det viser sig, at der er flere hoteller i bygningen, og at vi skal op på 10. sal for at tjekke ind. Værelset er ikke klar endnu, så vi sætter kufferterne og går ud i byen. Vi drikker en kold caffe latte hos Manner Coffee, og allerede kl. 10 skriver hotellet, at værelset er klar, og vi går tilbage.