Basílica del Voto Nacional
På vores første tur ind til det historiske centrum besøger vi basilikaen, som er den største nygotiske basilika i hele Amerika. Basilikaen er teknisk set ufærdig, idet den lokale legende siger, at verden vil gå under, den dag kirken er færdig.
Kirkerummet er egentlig ikke så spændende, men vi tager elevatoren op i tårnet, hvor vi på vej op kan se rosevinduet, og hvor vi besøger en lille café, som i øvrigt er godt gemt. Hvis vi ikke havde læst om den på forhånd, havde vi nok ikke fundet den. Det er rigtig hyggeligt med lidt varm kakao, mens vi nyder den flotte udsigt over det historiske centrum med Virgen del Panecillo i baggrunden. Der er også lidt butikker og kunstudstillinger, men vi fravælger nu at gå det sidste stykke op i tårnet ad en meget smal og snoet trappe.