Chile | Atacamaørkenen | Gejser

Geysers del Tatio

Geysers del Tatio

Vi kan anbefale et besøg i Atacamaørkenen i det nordlige Chile, og hvis man bor i den lille by San Pedro, kan man komme på flere spændende udflugter.

Et besøg i nationalparken Geysers del Tatio er en stor oplevelse. Området består af ca. 80 gejsere og er det højest beliggende område med termisk aktivitet i verden. Hvis man kommer meget tidligt om morgenen, kan man nyde solopgangen.

Man er oppe i 4.320 meters højde, så husk varmt tøj, da det er ret koldt.

Australien | Melbourne | Seværdighed

Great Ocean Road

Twelve Apostles, Great Ocean Road

Great Ocean Road er en af Australiens store seværdigheder, og hvis du bor i Melbourne, er det nemt at komme dertil, hvis man lejer en bil. Hele vejen er på 243 km, og vi anbefaler, at man holder ind mange steder og nyder den fantastiske kyststrækning. Twelve Apostles er det mest kendte sted, men der er bestemt andre flotte udsigtspunkter.

Hvis du tager en enkelt overnatning undervejs, kan du nå det meste på to dage.

Colombia | Guatapé | By

Guatapé

Guatapé

Guatapé er en utrolig hyggelig og farverig lille by, som ligger ca. 80 km øst for Medellín. Den er især kendt for sine zocalos, som er flotte dekorationer på den nederste del af husenes facader, som i nogle tilfælde viser, hvem der holder til i det pågældende hus.

Man kan nemt bruge et par timer her.

Argentina | Bariloche | Guide

Guiden Diego

Guiden Diego

Hvis du har lyst til en guidet gåtur i Bariloche, hvor du bliver klogere på tyskernes tilstedeværelse i byen, kan vi klart anbefale en tur med Diego. Han ved en masse, er meget engageret, og så taler han rigtig godt engelsk.

Han har også andre ture, så spørg ham endelig.

Mexico | CDMX | Guide

Guiden Salvador R. Cordova

Salvador R. Cordova

Sal bor I Mexico City, og vi kan virkelig anbefale ham som guide både her i byen, men også hvis man har lyst til andre ture rundt i landet.

Sal er meget interesseret i Mexicos historie og har en stor viden inden for dette område. Derudover er han godt selskab og er interesseret i andre landes kultur.

Bolivia | La Paz | Restaurant

Gustu

En Gustu-ret

Gustu er uden sammenligning den bedste restaurant, vi har besøgt i Bolivia, og måske ovenikøbet den bedste restaurant, vi har besøgt i Latinamerika. Maden er helt fantastisk og en sand fryd for øjet, og betjeningen er også helt i top. Og så gør det jo ikke noget, at her også er billigt.

Man bliver jo helt stolt over at være dansk.

Australien | Melbourne | Seværdighed

Healesville Sanctuary

Koala, Healesville Sanctuary

Healesville Sanctuary ligger en times kørsel fra Melbourne, og vi kan bestemt anbefale et besøg. Det er en zoologisk have, som kun har australske dyr, og man kan ikke undgå at blive forelsket i de søde koalaer. Haven er meget fint anlagt, og man kan lære rigtig meget, hvis man tjekker deres program på forhånd, så man kan se, hvornår dyrepasserne fortæller om de mange spændende dyr.

Husk myggespray. 

Bolivia | Sucre | Museum

Iglesia de San Felipe de Neri

Fra taget af Iglesia de San Felipe de Neri

Iglesia de San Felipe de Neri er efter vores mening Sucres smukkeste seværdighed. Du kan besøge klostergården og kirken, men det er først oppe på taget, at man rigtig ser, hvor smukt her er. Her kommer udtrykket Den hvide by rigtig til sin ret.

Husk, at der kun er åben om eftermiddagen, da stedet i dag fungerer som skole.