Malaysia og Kuala Lumpur
Malaysia er et land i Sydøstasien, der er delt i en vestlig del på Malayahalvøen og en østlig del på øen Borneo. På fastlandet grænser Malaysia op til Thailand i nord og til bystaten Singapore i syd, og på Borneo grænser Malaysia op til Brunei i nord og Indonesien i syd. Der bor knap 35 mio. mennesker i Malaysia, og befolkningen er meget sammensat, idet den består af både hjemmehørende folkeslag og indvandrere, især fra Kina og Indien. Den malaysiske grundlov giver indbyggerne religionsfrihed, men islam er statsreligion og præger f.eks. officielle højtider, men de etniske mindretal fejrer egne højtider; ca. 61% af befolkningen er muslimer. Malaysia fik sin selvstændighed fra Storbritannien i 1957, og hvert år fejrer de deres nationaldag den 31. august. Vi er her ikke på denne dato, men allerede fra den 1. august bliver der hængt flag op alle steder, både på offentlige bygninger og i butikker og restauranter.
Kuala Lumpur, der af landets indbyggere oftest kaldes KL, er Malaysias hovedstad, og den har ca. 2 mio. indbyggere. Her skal vi bo i tre måneder. Kuala Lumpur ligger forholdsvis tæt på ækvator og har ikke de store udsving i temperaturerne hen over året. Der er dagtemperaturer på omkring 32 grader og nattemperaturer på 24 grader, og så er her en meget høj fugtighed. Den høje fugtighed mærker vi især, når vi går hjem om aftenen, hvor vi er helt gennemblødte, inden vi når hjem. Vi har valgt denne tid på året, da juli og august skulle være de tørreste måneder, så det kommer bag på os, at det ofte regner og til tider meget kraftigt, men det viser sig, at det åbenbart altid regner i Kuala Lumpur. Denne tid på året regner det bare lidt mindre. Det gør nu ikke så meget, da det altid bliver lidt køligere, lige efter det har regnet.
Kuala Lumpur er især kendt for sine mange høje bygninger og de utrolig mange indkøbscentre. Her er en pæn blanding af gammelt og nyt, og især Chinatown skiller sig ud fra resten af byen. Kuala Lumpur er en meget sikker by, så vi føler os helt trygge ved at gå rundt; der er altid mange mennesker på gaden og også mange børnefamilier. Det eneste, vi ikke bryder os om, er trafikken, da det indimellem er livsfarligt at krydse gaden. Der bliver ikke på nogen måde taget hensyn til fodgængerne, idet bilerne kører over for rødt, selv når vi er på vej ud i et fodgængerfelt med grønt lys. Man skal især holde øje med motorcyklerne, som kommer kørende ind mellem bilerne og fortsætter over for rødt.
Vi ser ikke på noget tidspunkt en hund i Kuala Lumpur, hvilket er meget rart. Til gengæld ser vi en del rotter, især i gyderne bag ved restauranterne. Når vi går hjem om aftenen, ser vi dem ofte løbe rundt, og af samme grund holder vi os til de lidt større veje, når vi går ud efter mørkets frembrud. Vi ser meget få insekter, men finder ud af, at myndighederne sprøjter en del mod myg og kakerlakker. De første gange, vi ser det, tror vi, at der er brand i en bygning, da det er nogle gevaldig store røgskyer, der kommer op mellem bygningerne. Vi tænker ikke, at det kan være sundt at gå rundt i, men det er åbenbart effektivt.
Du kan se de steder, vi har besøgt i Malaysia, på Google Maps >>